Om mig
Mit arbejde er forankret i mine dybe værdier, der centrerer sig omkring nærvær, tillid, ansvarlighed og et positivt menneskesyn.
Disse værdier er kernen i alt, jeg gør, og de danner grundlaget for de relationer, jeg opbygger med mine klienter og deres familier.
At genskabe kontakt i familien
Jeg møder familier med ro og nysgerrighed, fordi jeg så gerne vil forstå, hvad der er på spil i relationerne. Også når det, der fylder, er komplekst eller smertefuldt. Jeg tror ikke på hurtige løsninger, men på, at forandring bliver mulig, når mennesker føler sig set, forstået og mødt og rummet.
Mange af de familier, der opsøger mig, oplever, at de er kommet på afstand af hinanden – og ofte også af sig selv. De vil hinanden det godt, men har mistet forbindelsen til egne og hinandens følelser, grænser og behov. Her hjælper jeg med at skabe overblik og et fælles sprog for det, der ellers kan være svært at få øje på indefra.


Fra gamle mønstre til nye valg
I mit arbejde har jeg særligt fokus på relationel arv og følelsesmæssig kontakt. På hvordan gamle erfaringer kan komme til at styre nutidens reaktioner – og hvordan børn ofte reagerer på det, der ikke bliver sagt. Når forældre får indsigt i disse mønstre, opstår der ofte mere mildhed, både over for sig selv og hinanden. Det skaber bevægelse i relationen.
Jeg arbejder nænsomt og ansvarligt og hjælper kun der, hvor jeg ved, jeg kan gøre en reel forskel. Mit mål er ikke perfekte relationer, men relationer med plads til reparation, udvikling og følelsesmæssig frihed. Et familieliv, hvor ingen behøver at bære mere, end de skal – og hvor nye valg bliver mulige.
Tilmeld dig mit nyhedsbrev!

Uddannelse og fagligt fundament
Jeg er uddannet familie- og psykoterapeut fra Blackbird Institute, som er anerkendt af Dansk Psykoterapeutforening og Crossfields Europa og lever op til de ministerielle krav til private psykoterapeutuddannelser. Uddannelsen bygger på eksistentielle, fænomenologiske og psykosomatiske perspektiver og har haft stor vægt på sammenhængen mellem teori, praksis, etik, egen terapi og supervision.
